Jan
22
Written by:
Mikkel Lund
1/22/2012 3:58 PM
I den forgangne uge var Exformatics værter for et VidenDanmark-arrangement om udgivelsen af Søren Schultz Hansens Årgang 2012. Det var med stor fornøjelse, at VidenDanmarks gruppe om sociale medier, med kompetente Peter Svarre som faglig koordinator i spidsen, kiggede ind i teenageværelset og udspionerede på medievanerne hos årgangen af gymnasieelever, der fylder 18 i 2012. Gruppen modtog et uddybende oplæg fra Søren Schultz om hans bog Årgang 2012 (men vi har endnu ikke læst den!).
Kort fortalt så kan vi se frem til, at yngre mennesker i stigende omfang fravælger medier, som ikke er sociale, og hvis begivenheder, historier eller indhold ikke kan deles. Fremover så vil begrebet sociale medie være en pleonasme, fordi medier fremover nødvendigvis må defineres som sociale. Venskaber i skolen og fritiden eksisterer og udleves næsten udelukkende gennem sociale medier, særligt Facebook. Smartphonen er det første og sidste, de unge kigger på i løbet af en dag.
I sig selv er understøttelsen af vores sociale sfære af it-baserede medier jo allerede temmelig udtalt, selv for sådan en gammel mand som mig på 31, men det bemærkelsesværdige i Sørens bog er udpenslingen af den totale betydning af sociale medier.
Et ekstremt eksempel (frit fra min hukommelse af dagen) fra Sørens oplæg omhandler en gymnasieelev, hvis far tvang sønnen til at tilbringe tid sammen foran nyhederne på tv, så sønnen kunne lære noget og ikke konstant sidde foran en computer. Sønnen var tilsyndeladende allerhelst fri for at se nyhederne. Nyhederne kommer i en konstant lind strøm i deres aktivitetsstrøm på Facebook, så hvorfor skulle han bruge tid på at se tv?
Ideen om en samfundsmæssig bevidsthed, der udelukkende er baseret på sociale medier er problematisk. Her åbner sig plads til at tænke på debattøren Andrew Keen, der advarer os mod de internettets indbyggede amatørisme: Internet-idealisterne, herunder sociale medie evangelister, skyder sig selv i foden, ifølge Keen, ved at erstatte faglige eksperter med nettets selvbestaltede orakler, der kender løsningen på alle slags kvaler, bare så længe det er inde for 140 tegn. Men det er en anden slags diskussion.
Fremtidens generationer er vokset op med et intravenøst drop af Facebook og andre sociale medier, og det bedste, man kan gøre som ”ældre”, er at forsøge at følge med. Og have en strategi klar.
Hvad betyder Årgang 2012 så for Exformatics? Vi leverer software, der skal understøtte fremtidens vidensarbejde. Ja, det giver jo sig selv, at de unge forventer, at et samarbejdssystem minder om noget, de er vant til at bruge. Brugeroplevelsen skal være intuitiv, fordi de gider ikke at læse undervisningsmateriale. Forventningen er, at hjemmesider og samarbejdssystemer er professionelle, gennemtestede og har mange brugere.
Derudover er det tydeligt, at e-mail ikke fungerer som en kommunikationsform. Hertil er e-mails for lukkede og isolerede. Normen for kommunikation har nemlig ændret sig til, at statusopdateringer er den gængse måde at melde sine aktiviteter ud. De unge vil søge en platform, hvor de kan mærke hinandens tilstedeværelse. Hvor de kan se deres egen avatar og beskeder tone frem mellem hinandens.
For Exformatics betyder det bl.a., at vi skal minimere risikoen for, at brugeren oplever ESDH-systemet som en isoleret verden. Ellers vil de bare flytte deres arbejde ud af systemet. Årgang 2012 sætter således en tyk streg under behovet for at være sociale omkring arbejdet. For vores produkt kan det betyde, at brugerne importerer og arbejder videre på aktiviteter fra en Facebook/LinkedIN-gruppe eller –side – eller et andet sted, hvor blandede medarbejdere udveksler informationer, der er kritiske for intern produktivitet. Integration til eksterne fildelingssystemer som Google Docs eller Dropbox skal udvikles, så koblingen til eksterne parter uden for organisationens grænser ikke kappes, og medarbejderne må hoppe ud af ESDH-systemet for at være effektive.
Søren Schultz Hansens bog om Årgang 2012 er en fin indgangsvinkel til at diskutere, både hvordan man kommunikerer med de unge, og hvordan man skal forstå medievanerne hos de rendyrkede digitale indfødte.
Hvad mener du?